Det er (ingen) skam at tale tegnsprog

Foto: Jussi Rinta-Hoiska. Tidligere publiceret i Døvebladet 01/2024.

Artiklen udforsker, hvordan døve børn bør have lov til at være børn, accepteret som de er, mens voksne har brug for uddannelse i holdninger og fordomme om tegnsprog. Artiklen portrætterer den finske forsker Juhana Salonens erfaringer med sprogskam.

Sprogskam

Når børn vokser op og hører, at deres primære sprog anses for mindre værdifuldt end samfundets dominerende sprog, udvikler de følelser af sproglig utilstrækkelighed. Forskerne Helle Pia Laursen og Line Møller Daugaard beskriver dette som “en negativ følelse, der opstår, når tosprogede elever bliver usikre på, om deres danske sprog lever op til de forventninger, de forestiller sig, andre har.”

Internaliseret sprogdiskrimination

Dr. Peter C. Hauser bruger begrebet “internaliseret lingvicisme” til at beskrive, hvordan døve internaliserer troen på, at tegnsprog er underlegent, hvilket svækker deres psykologiske modstandskraft. Begrebet afspejler, hvordan sproglig diskrimination bliver indlejret i en persons selvopfattelse.

Juhana Salonens historie

Baggrund

Salonen, en døv finsk forsker, skrev et 15-årigt autobiografisk projekt med titlen “I Sign, therefore I am.” Hans mor, en psykiater, støttede denne proces med at udforske hans internaliserede skam vedrørende finsk tegnsprog.

Tidlige oplevelser

I skolen oplevede Salonen fysisk adskillelse i klasseværelserne — døve tegnsprogsbrugere på den ene side, døve elever der kunne høre/tale på den anden. Lærere brugte tegnstøttet tale med ham, hvilket gradvist distancerede ham fra hans førstesprog.

“Det føltes som om mit klasseværelse var en miniatureversion af Berlinmuren, men usynlig. Elever var fysisk opdelt efter sproglig baggrund.”

Ungdom

Salonen klarede sig godt akademisk (topkarakterer), men oplevede følelsesmæssig afkobling. Han undgik døve jævnaldrende og lod som om han var hørende. Han klarede sig godt i akademiske fag, mens han kæmpede med social dynamik og følelsesmæssigt udtryk.

Mental sundhedskrise

Hans teenageår bragte alvorlig depression og angst. Han erkendte til sidst, at han ikke kunne opretholde psykisk sundhed ved at bruge et sprog, der ikke var fuldt tilgængeligt for ham.

Helbredelse

Gennem det finske døve floorball-fællesskab genforbandt Salonen sig med tegnsprog og genvandt følelsesmæssig adgang. Han færdiggjorde en filosofigrad med tegnsprogspecialisering i 2012 og arbejder nu som projektforsker ved Jyväskylä Universitets tegnsprogscenter.

Centrale indsigter fra Salonen

Om samfundshierarkier:

“Når voksne skaber sproghierarkier og ikke kan blive enige, skader det børn. Døve børn bør ikke ‘trænes’ for enhver pris — de har brug for accept, som de er. Voksne har brug for træning i deres fordomme, ikke børn i deres sprog.”

Om vedvarende kampe:

Salonen anerkender, at sprogskam forbliver en “trofast ledsager” trods fremskridt. Han oplever stadig tvivl, når han kommunikerer med andre døve tegnsprogsbrugere, selvom han har lært at håndtere dette ubehag mere effektivt.

Samfundsmæssige faktorer, der bidrager til sprogskam

• Mangel på repræsentation: Ingen døve tegnsprogsbrugende rollemodeller (lærere, offentlige personer) i medier eller litteratur
• Institutionel kommunikation: Organisationer, der fremmer støtte til hørenedsættelse, nævner sjældent tegnsprog som en realistisk mulighed
• Stereotyper: Samfundets opfattelse af, at talesprog er normalt, mens tegnsprog repræsenterer fiasko
• Uddannelsessystemer: Prioritering af taleudvikling over visuel kommunikationsadgang

Konklusion

Psykologisk modstandskraft hos døve afhænger i høj grad af sprogtilgængelighed. At tackle sprogskam kræver systemisk forandring — voksne må undersøge deres fordomme i stedet for at forvente, at døve børn kompenserer for samfundets fordomme mod tegnsprog.

Referencer

• Laursen & Møller Daugaard (2021) om sprogskam hos tosprogede elever
• Listman, Rogers & Hauser (2011) om psykologisk modstandskraft
• Gynther (2007) og Skutnabb-Kangas (2000) om sproglig diskrimination