I de to første dele delte jeg vores families rejse og vigtigheden af, at børn med høretab har adgang til et rigt og tilgængeligt sprog. I denne tredje og afsluttende del ser vi på, hvad du som forælder kan gøre for at sikre dit barns sproglige udvikling.
I de to første dele delte jeg vores families rejse og vigtigheden af, at børn med høretab har adgang til et rigt og tilgængeligt sprog. I denne tredje og afsluttende del vender vi tilbage til vores historie – og ser fremad.
Tilbage til vores historie – begyndelse med håb og udfordringer
Der var udfordringer, vi kunne observere på tværs af flere udviklingsområder, trods ekspertstøtte. Vi boede i Aalborg, tæt på tegnsprogsmiljøet, men flyttede til Aarhus, da min søn var fire år gammel og flydende i tegnsprog. Han fik sit første cochlear implantat (CI). Flytningen fjernede ham fra døveskolemiljøet.
Jeg erkender i dag, at det ville have skabt en langt mere glidende overgang, hvis vi havde fastholdt tegnsproget sideløbende med den talesproglige udvikling – og bevaret hans sociale netværk i døvemiljøet.
Da tegnsproget forsvandt
Da han fik sit andet implantat som syvårig, accelererede den verbale sprogudvikling trods intensiv Auditory-Verbal Therapy (AVT). Men fagfolk instruerede os i at stoppe med tegnsprog – kirurgen, CI-koordinatoren og skolens personale.
Det bredere støttenetværk stoppede naturligt med at tegne, da den daglige praksis ophørte. Selv om jeg og hans far i starten fastholdt tegnsproget for klarhedens skyld, mødte vi institutionel modstand – især fra pædagoger, der frarådte brugen af det.
Skæld ud for at tale tegnsprog
Der opstod konflikter med skolens personale, som ikke billigede tegnsprogskommunikation. Lillebroderen, som lige var blevet tryg ved at tegne, blev presset til at stoppe. Efter en forældreseparation blev jeg den eneste tegnsprogbruger, mens de to brødre udviklede et eget system af gestus og lyde.
Et barn, der blev træt af at kæmpe
Sent på formiddagen i skoletiden trak barnet sig – lå i et hjørne og kunne ikke bearbejde mere information. De faglige færdigheder dalede: gangestykker og division, som han lærte i tredje klasse, var glemt i sjette klasse.
Jeg tilskriver de kognitive konsekvenser udmattelse og stress. Forringet korttidshukommelse, forhøjet stressniveau og stærkt kompromitteret indlæringsevne fulgte med det gradvise tab af tegnsprog. Adfærdsproblemer eskalerede tilsvarende.
Han blev til sidst taget ud af folkeskolen og placeret i lokale skoletilbud med større visuel sprogstøtte og delvis tegnsprogskendskab.
En voksen tilværelse med begrænsninger
Min søn bor i dag i et botilbud for unge voksne med komplekse behov. Han blev tilkendt førtidspension, selv om hverken han eller jeg ønskede det.
Samfundet i dag støtter ikke i tilstrækkelig grad mennesker, der håndterer høretab ved siden af ADHD- og autismediagnoser – diagnoser, som jeg har en stærk formodning om delvist kan tilskrives sproglig deprivation.
Hans omstændigheder er “gode nok”. Men jeg er overbevist om, at udfaldet ville have været markant anderledes med vedvarende adgang til tegnsprog gennem hele hans udvikling.
Men mit barn har fået CI eller bruger høreapparater – er det ikke nok?
Forskning viser, at implantater og høreapparater ikke garanterer sprogudvikling. Mange børn oplever fortsat kommunikationshuller: baggrundsstøj, vanskeligheder med at forstå ukendte stemmer og lyttetræthed, der kræver regelmæssige pauser.
Danmarks nuværende tilgang vægter den eksklusive auditivt-verbale metode. I USA udgør AVT blot én kommunikationsvej blandt flere komplementære tilgange.
Tænk på det som en motorvej med otte vognbaner: AVT optager kun én af dem. De andre baner rummer mimik, tegnsprog, stærke forældre-barn-relationer, gestik, bevægelse, rollespil, tegning, billeder og skrift.
AVTs systematiske nedvurdering af visuel kommunikation og tegnsprog er en grundlæggende begrænsning. Et eksklusivt valg af AVT og afvisning af alle andre sprogmodaliteter svarer til at køre på en hullet grusvej, hvor bilen tager skade og får flere punkteringer.
Sproglig udvikling kræver fællesskab
Danske børn med høretab inkluderes primært i hørende klasser. Denne isolation påvirker kammeratinteraktion, leg og symbolsk rollespil markant – alle afgørende komponenter i den sproglige, sociale og kognitive udvikling.
Voksenstøtte kan ikke i længden erstatte kammeratinteraktion. Men det er afgørende at sikre optimale kommunikationsforhold. Kommunikationssammenbrud mellem kammerater skaber misforståelser, konflikter eller tilbagetrækning og isolation.
Fagfolk hævder ofte, at børn hører tilstrækkeligt med deres apparater, og at synlige forskelle kan være umærkelige. Men alle børn oplever en vis grad af kommunikationshuller. At sikre optimale forhold er altafgørende.
Hvorfor tidligt tegnsprog er så vigtigt
Min faglige erfaring har vist mig utallige voksne med høretab, der oplever udbrændthed, fordi de tror, at manglende evne til at følge samtaler er et uundgåeligt livsvilkår.
Tidlig introduktion af tegnsprog er afgørende – præsenteret som en legitim kommunikationskomponent, ikke en sidste udvej. Det giver individet mulighed for at vælge mellem forskellige kommunikationstilgange.
Forskning viser, at selv mildt høretab kan udløse hjerneforandringer, der minder om udbrændthedsrelaterede ændringer. Alvorlige sproglige mangler øger risikoen for mentale sundhedsproblemer eller kriminel adfærd – delvist fordi individer har svært ved årsags-virknings-ræsonnementer og ved at forstå andres perspektiver.
Hvordan undgår vi sproglig deprivation – hvad kan du som forælder gøre?
Døve og hørehæmmede børn har fuldt funktionelle hjerner og naturlige sproglige behov. Tegnsprog hæmmer ikke udviklingen – det giver en genvej til kommunikation, vækst og trivsel.
Valget er ikke binært. Flere muligheder gavner barnet.
Anbefalinger til forældre
Hold dig informeret. Opdater løbende din viden, tal med andre familier, og vær nysgerrig på ny evidens.
Observer dit barns kommunikationsforsøg og respond. Interagér gennem gestus, lyde, mimik, øjenkontakt, pegning, naturlige tegn, tegning, dans og rollespil – bare vær generøst responsiv.
Forklar alle sammenhænge om årsag og virkning, lyde i omgivelserne, andres handlinger og følelser, og begivenheder uden for barnets direkte oplevelse.
Hav høje forventninger til dit barn, og stil de samme krav til alle voksne omkring det. Børn kan langt mere, end vi typisk antager – de har brug for sproglige redskaber, ikke begrænsninger.
Giv tidlig adgang til tegnsprog. Perfektion er ikke en forudsætning; det vigtigste er at begynde og blive ved.
Vær barnets talsperson over for institutioner, pædagoger og fagfolk. Dit barn har ret til at forstå sin verden – og det kræver voksne, der forklarer og inkluderer.
Samarbejd med andre forældre. De fleste døve børn fødes af hørende forældre; du er ikke alene. Fælles indsats skaber stor forandring.
Respektér dit barns naturlige kommunikationsform frem for at prioritere forældrenes kommunikationspræferencer. Undersøg, hvad der føles ægte for dit barn.
Opsøg døve familier og døve voksne for vejledning og forberedelse på en vej, der måske ser anderledes ud end forventet – men som kan være berigende og fantastisk, når man engagerer sig i tegnsprog og døvekultur.
Med varme hilsner og opmuntring – må den vej være en otte-sporet motorvej og ikke en hullet grusvej.
Katja Lund
