Fie Lupnaav Larsen blev døv som spæd efter medicinfejl under hjerteoperationer. Hun fik CI og lærte først dansk tegnsprog som voksen – i dag betragter hun det som sit modersmål.
Fie Lupnaav Larsen, 25 år, blev svært døv som spæd efter medicinfejl under behandling af en medfødt hjertefejl. Hun fik senere cochlear implantat (CI) og lærte dansk tegnsprog som voksen – i dag betragter hun det som sit modersmål.
Den tidlige barndom med høretab
Fie blev født med en medfødt hjertefejl, der krævede akut operation. Komplikationer efter operationen og forkert medicinering resulterede i svært høretab, som blev diagnosticeret omkring 18-månedersalderen. Hun fik høreapparater og begyndte i en specialbørnehave, hvor hendes forældre lærte tegnsprog sideløbende med hende.
“Da jeg var 4 år gammel, fik jeg mit første CI, og lægerne rådede mine forældre til at droppe tegnsprog, fordi de mente, det ville hæmme min taleudvikling,” forklarer hun om den lægelige vejledning, der fundamentalt formede hendes barndom.
Hendes forældre stoppede med tegnsprog. Fie skiftede til en almindelig børnehave og holdt til sidst helt op med at bruge støttetegn – i stedet fokuserede hun udelukkende på tale og lyttetræning.
Udfordringer i folkeskolen
I folkeskolen fik Fie daglig støtte fra en hjælpelærer uden tegnsprogskompetencer. Mens hun havde venner og klarede sig fagligt frem til sjette klasse, ændrede de sociale dynamikker sig i puberteten. Kammeraterne talte hurtigt, hvilket gjorde det svært at følge med, og indimellem blev hun drillet med sin udtale.
“Jeg kan huske, at jeg tænkte, at der var noget galt med mig, uden rigtig at forstå, at jeg faktisk ikke kunne følge med,” husker hun. Som 12-årig fik hun sit andet CI med håb om bedre integration i klassen, men de faglige resultater og den sociale tilhørighed forblev udfordrende.
Et afgørende vendepunkt
I sjette klasse fik Fie et sammenbrud og fortalte endelig sine forældre om sine kampe. Hun drømte om at gå på en specialefterskole, men måtte vente til niende klasse.
Under en ungdomsweekend på Frijsenborg Efterskole – en institution for døve og hørehæmmede unge – oplevede Fie noget transformerende: at møde døve mennesker, der brugte tegnsprog. “Det rørte ved noget inden i mig,” husker hun.
Hun startede efterfølgende på Bråskovgård Efterskole i Østjylland, hvor hun genkendte en tidligere legekammerat fra børnehaven. Skolen viste sig at blive et vendepunkt.
Identitetsforandring gennem tegnsprog
Ved indskrivningen blev Fies faglige niveau vurderet, og hun blev placeret i en specialklasse med ti elever. Forskellen var øjeblikkelig og dybtgående: “Pludselig kunne jeg faktisk følge med. Jeg havde ikke længere en hjælpelærer. I stedet havde jeg undervisere, der tog sig tid, forstod min situation og vidste, hvad der var nødvendigt for min læring. De talte tydeligt og var villige til at gentage. Det var helt nyt for mig. Jeg begyndte faktisk at lære,” reflekterer hun med tydelig tilfredshed.
På efterskolen fik Fie nye venner, hvoraf mange brugte dansk tegnsprog – elever fra årgangen over hende. Gennem dem sugede hun sproget til sig. “Jeg slugte det råt,” bemærker hun.
Denne periode markerede et fundamentalt identitetsskifte. “Det var dér, jeg begyndte at føle, at min identitet var døv. Med tegnsprog kunne jeg kommunikere let med andre. Jeg følte mig mere afslappet, roligere. Mere mig selv,” forklarer hun.
Sproglig og kulturel udvikling
Efter efterskolen vendte Fie tilbage til Vordingborg med det, hun oplevede som et nyt modersmål: dansk tegnsprog. Uden formel undervisning udviklede hun flydende kompetencer ved at observere andre og øve sig. I dag taler hun flydende tegnsprog.
Familiens reaktion på denne forandring var blandet. Hendes far udtrykte først bekymring over tegnsprog i lyset af den tidligere lægelige rådgivning, selvom hans forbehold synes at være aftaget. Hendes mor oplevede frustration rettet mod hospitalet snarere end mod Fie. “Måske følte hun sig skuffet over, at jeg ikke havde fået lov til at lære tegnsprog fra starten – selv efter at have fået CI,” teoretiserer Fie.
Fie selv navigerede vrede i teenageårene – vrede over at blive nægtet adgang til tegnsprog og over at have mistet formative oplevelser. Men hun nåede til et punkt af accept og tilgivelse.
Professionel udvikling og nuværende liv
I 2017 begyndte Fie sin uddannelse som SOSU-assistent, hvilket markerede hendes første oplevelse med tegnsprogstolkning i akademiske sammenhænge. “Det havde enorm betydning for min faglige udvikling. Pludselig kunne jeg følge undervisningen, og jeg havde endda overskud til lektier. Det var helt nyt for mig,” smiler hun.
I dag arbejder hun som SOSU-assistent med hjemmepleje. Hun fortæller sine borgere om sit høretab, understreger vigtigheden af øjenkontakt og forsikrer dem om, at hun vil bede om gentagelse, når det er nødvendigt. De fleste reagerer positivt, og nogle deler deres egne hørevanskeligheder, hvilket normaliserer samtalen.
Kulturel identitet
Når hun bliver spurgt om sin kulturelle placering, reflekterer Fie eftertænksomt: “Jeg voksede op i hørekultur, så min kultur er nok hørende. Men jeg føler mig døv, og jeg føler mig ekstremt hjemme med tegnsprog. Mine venner og min partner er døve. Jeg prioriterer mennesker, der taler tegnsprog. Og jeg ønsker, at alle omkring mig kunne tegnsprog,” afslutter hun med et tankefuldt blik.
